Vi kan nu præsentere det næste bind i bogværket, som kommune for kommune beskriver de enkelte steders geologi, geografi, biologi, arkæologi, historie, kultur, kunst og arkitektur samt samfunds- og erhvervsliv.
Trap Danmarks 6. udgave, bind 4 giver en omfattende og rigt illustreret stedsspecifik viden om Jammerbugt, Thisted og Brønderslev Kommuner. I alt har 165 forskere og eksperter bidraget med viden til denne bog om det væsentligste fra Blokhus til Agger og fra Hanstholm til Asaa.
Få viden om Sjørring Volde, Vejlerne, Store Vildmose og Jyske Ås, som ikke er en ås, men en randmoræne. Bliv klogere på det 65 mio. år gamle Bulbjerg, der er presset op af undergrundens salt og i dag er Danmarks eneste fuglefjeld uden for Bornholm. Læs om Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild, hvor verdens største vindmølletyper afprøves, Vesterhavets gennembrud af Agger Tange i 1825 og udviklingen fra skudehandel til kystfiskeri. Få fakta om Cold Hawaii og den tidlige turisme i Blokhus og ved Svinkløv, eller gå på opdagelse i Thylejren, Hjallerup Marked, romanske kirker og herregården Voergård.
Trap Danmark har det væsentligste med.
Fra det mest almindelige til det mest specielle.
Trap Danmarks redaktion står for at indsamle, redigere og formidle faglig viden om hele Danmark. Indholdet skrives af udvalgte fageksperter og konsolideres af fagkonsulenter. Trap Danmark har desuden et fagligt råd, der sikrer de overordnede redaktionelle retningslinjer. Se mere på www.trap.dk/holdet-bag
Vejledende udsalgspris for Trap Danmark: Jammerbugt, Thisted, Brønderslev er kr. 399,95. Bogen kan købes hos alle landets boghandlere.